Pædagogisk Diplomuddannelse:

Studieenhed 3

Indledning/problemstilling.

Problemformulering og problemafgrænsning.

Begrebsafklaring.

Metode.

Empiribeskrivelse.

Kort resumé.

Teorigennemgang/-beskrivelse.

Tekstanalyse af artiklen " Computeren i børnehaven"

Emperi i forhold til teori.

Diskussion.

Konklusion.

Perspektivering.

Litteraturliste.

 

Efter begge at have læst Jakob Hansens artikel: "Computeren giver fantasien et spark bagi" (Samvirke okt. 2002), der omhandler børns brug af computer i børnehaven og personalets skepsis til dette, opstod interessen for at arbejde sammen omkring noget vi begge havde interesse for. Vi har begge dagligt skulle forholde os til børns brug af computere, og er begge fortalere for dette.

Selv om der har været mulighed for at lade børnene i børnehaveinstitutioner benytte computere som aktivitetstilbud de sidste 10 år, er der stadig delte meninger i det betimelige i dette. Denne skepsis opleves i hverdagen.

Blandt pædagogisk personale oplever vi en stor uenighed om hvad computeren egentligt kan og om den ikke bare er et modefænomen. Vi ser modviljen mod computere i børnehaverne som et forsøg på ikke at se fremad pædagogisk og vi mener at personalets holdninger afspejler en uvilje mod "den nye teknologi." Vi har begge oplevet den iver børnene udstråler og den entusiasme de udviser ved at lege foran computeren.

Vi synes at emnet yderligere er spændende, fordi vi i samfundet lever et integreret liv med den teknologiske udvikling. I institutionsverdenen ser vi modstykket til denne udvikling ,ved at computeren, som et pædagogisk tilbud, bliver betragtet som en trussel, imod de " gode lege "såsom fangelege, tegning og legepladslege. Vi mener, at man må betragte computeren som et kreativt legeredskab på lige fod med tusser, modellervoks, brætspil o. lign.

Modstanderne mener, at brugen af computere gør børnene passive og sløve. Pædagoger kan måske også føle dårlig samvittighed ved at placere børnene foran et "underholdningsinstrument".

Alligevel mener vi det er ønskeligt, at samfundets nye borgere lærer at benytte moderne teknologi i det fællesskab, vi mener, der kan opstå i forbindelsen med brugen af computere. Måske især for dem der ikke har nogen derhjemme. Vi vil i opgaven prøve at argumentere (teoretisere) for brugen computeren og samtidig undersøge, hvordan computeren konkret er blevet anvendt i praktiske forsøg.

En af de danske forskere der har interesseret sig mest for computere i børnehaver er Carsten Jessen, der i 1995 udgav en rapport i tidsskrift for børne- og ungdomskultur "Computeren i børnehaven -rapport fra et forsøgsprojekt". Vi benytter denne artikel som hovedkilde i vores opgave, for der igennem at få besvaret vores problemformulering i forhold til et videnskabeligt perspektiv.

Retur

Ud fra vores forhåndskendskab til emnet, om brugen af computere i børnehaver, finder vi omdrejningspunktet om børnene socialt får noget ud af det, som det mest spændende og derfor mest relevante. Det gør vi, fordi vi tror at mange kollegaers skepsis til brugen af computere i daginstitutioner, bunder i troen på at børnene sidder alene og isoleret foran computeren, og at de forventer konflikter når der sidder flere børn sammen foran computeren.

Vi ser helt bort fra det indlæringsmæssige aspekt, da denne side primært må interessere undersøgelser om større børn i skolemæssig sammenhæng.

Vi er opmærksomme på, at vi kun ganske overfladisk vil komme til at berøre emnet, og at vi ved kun at benytte Carsten Jessen’s artikel kan få et meget entydigt billede af emnet, især da vi stort set enige med ham.

Vi oplever i vores arbejdsliv, at computeren er blevet en del af det udbud, der tilbydes børnene og personligt mener vi, at computeren er et spændende tilbud, som kan benyttes af store og små. Vi ser et potentiale i computeren i forhold til formidling og underholdning. Udviklingen i antallet af hjemmecomputere taler i hvert fald sit eget sprog.

Vi er opmærksomme på at indgangen til emnet bliver gennem artiklens positive udmeldinger og ikke gennem den kritik, der også kan være til brugen af computere i børnehaver. Dette er fra vores side et bevidst valg. Som overordnet problem vil vi derfor prøve at finde svar på følgende spørgsmål:

Hvorledes kan computeren medvirke til at udvikle sociale relationer imellem børnehavebørn?

• Sociale relationer. Fælles betegnelse for forholdet mellem aktører, forskellige sociale positioner og sociale institutioner. Sociale relationer drejer sig fx om den hierakiske orden i et bureakrati. De sociale relationer udgør tilsammen den sociale orden eller den sociale struktur. (Jacobsen 1998)
• Leg. Aktivitet, der er tilfredsstillende i sig selv, dvs. aktivitet for aktivitetens egen skyld; legen har talrige funktioner i barnets udvikling: udvikler fantasi og færdigheder, fremmer socialisationsprocessen bl.a. via efterligninger (identifikation) og gennem indsigt i handlingsforløb, understøtter dannelse af læremotivation. (Hansen 1995)
• Anvendelsen af pc. Computeren tænkes stillet til rådighed for børnehavebørnene uden forudgående vejledning. Vi vil måske foretrække en booking så brugen bliver fordelt jævnligt blandt børnene. (egen definition)

Retur

Metode.

Tekstanalyse. Vi har benyttet Leif Becker Jensen tekstanalytiske metode der er beskrevet i "Indføring i tekstanalyse" (Becker, 97). Vi har primært benyttet os af Næranalysen, beskrevet i kapitel 3. Dette har vi valgt at gøre, fordi næranalysen beskæftiger sig med, hvad artiklen beskriver, hvilke argumenter, der er brugt og hvilket budskab, der ligger i teksten. Idet vi benytter næranalysen opsplitter vi artiklen og får derved mulighed for at se på argumenterne enkeltvis. Vi mener dette giver en bedre forståelse af Carsten Jessens budskaber. Dette ser vi klart som en fordel. Ulempen ved næranalysen er den, at vi let kan miste den røde tråd, fordi analyseformen åbner op for for mange detaljer. Eftersom at artiklen til dels beskæftiger sig med styrkepunkterne ved at have computere i børnehaverne og en argumentation for dette, vurderer vi at Næranalysen er den mest brugbare til at besvare vores problemformulering.

Ved at gøre brug af Carsten Jessens artikel samt benytte Becker Jensens model bliver det spændende at finde ud af om vores argumentation holder. Endvidere vil det vise sig om Carsten Jessens artikel tåler en mere intensiveret gennemgang.

Vi vil kort inddrage elementer fra det kommunikationsanalytiske niveau, fordi niveauet bl.a. opererer med afsender/modtager forholdet. I relation til artiklen mener, vi at det er relevant bl.a. også at kigge på forfatterens personlige interesser i artiklen. Til gengæld fravælger vi at se emnet i en mere samfundsmæssig kontekst.

Vi har valgt at gøre brug af George Herbert Mead (Jacobsen 2002). Fordi hans teori illustrere hvordan mennesket lære at blive menneskelig, samt hvordan individet udvikler sin selvidentitet. Hans teori er relevant for os fordi, Mead’s grundidé er " …at mennesket kun kan lære, hvem de selv er, ved at kommunikere med andre menneske" (Jacobsen 2002), hvilket vi mener også kan ske foran

computeren. Mead har opstillet en teori om børns sociale udvikling. I den skelner han imellem leg og spil som vigtige elementer for det enkelte barns selvudvikling. Mead er interessant, fordi han beskriver børnehavebarnets leg og sætter det ind i et udviklingsmæssigt perspektiv.

Havde tiden været til det, havde vi gerne selv prøvet at opstille to kameraer i en børnehave for at afprøve om nogle af Carsten Jessens iagttagelser stadig holder.

Vi har også overvejet at interviewe børnehavepædagoger om deres indtryk af børnenes samvær omkring computeren, men opgivet af samme årsag.

Retur

Vores primære tekst er skrevet af Carsten Jessen, lektor, Ph.d., ansat ved Institut for pædagogiske Antropologi, Danmarks Pædagogiske Universitet og ansat til universitetets forskningsprogram: "Medier og IT i læringsperspektiv" (Jessen,www).

Carsten Jessens rapport fra et forsøgsprojekt: "Computerne i børnehaven" har stået i "Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur" som en artikel. Tidsskriftet henvender sig til pædagoger og ledere i børnehaverne. Derfor må rapporten også ses som et indlæg til drøftelse ude i de forskellige institutioner.

Artiklen beskriver resultatet af et delprojekt, hvor formålet her var at undersøge, hvad børn i børnehavealderen gør med computeren, og hvad interaktionen børn og computer indeholder.

Den skepsis, mange har overfor computeren som legetøj, bygger enten på løse antagelser eller undersøgelser, der sætter fokus på, hvordan computeren kan anvendes til indlæring.

I et delprojekt har det været opgaven at iagttage hvad børn egentlig stiller op, når de får stillet en computer til rådighed uden forudgående instruktion og voksenindblanding. Her har det vist sig at børnene inddrager computeren som et legeredskab på lige fod med andre aktiviteter.

Retur

Som baggrundsteori har vi benyttet os af Georg Herbert Meads teori om, hvordan børn lærer at blive "menneskelige" og udvikle en "selvidentitet". Begge dele sker gennem kommunikation, (forstået i bred forstand) mellem de "betydningsfulde" personer, der omgiver barnet. Det er derfor vigtigt at børnene på et tidligt stadie lærer at kommunikere.

I børns sociale udvikling skelner Mead klart mellem leg og spil, hvor legen er første trin organiseret som selvcentreret, med flere roller samtidig og flydende regler. Spillet er derimod med faste regler og social indlevelse.

Udviklingsmæssigt foregår legen, hvor barnets selvopfattelse endnu er ustabil og foranderlig. I den senere "spilfase" har barnet nået det for Mead centrale overgangsbegreb "den generaliserende anden" et abstraktions begreb, der dækker over holdninger og reaktioner i samvær med andre.

Artiklen er en faktatekst, mest af orienterende art hvor forfatteren rapporterer fra et delprojekt, som der refereres og henvises til. Teksten indgår dog også i den løbende debat, omkring brug eller ikke brug af computere i børnehaver, selv om den ikke er direkte debatterende.

Selv om teksten er syv år gammel er den stadig aktuel, da problemet ikke er afklaret endnu. Vi vil derfor betragte den som skrevet med det lange sigte, selv om forfatteren med sin holdning nok ikke havde forestillet sig det ved udgivelsen.

Vi vurderer, at artiklen er noget lang af en artikler at være og minder mere om en rapport. Hans overskrift indikerer også denne påstand ved at Carsten Jessen i underrubrikken kalder den: - Rapport fra et forsøgsprojekt. Længere inde i teksten benytter han dog ordet artikel: "I denne artikel beskrives nogle af resultaterne…"(s.45).

Som forfatter er Carsten Jessen afsender samtidig med, at han er en del af den redaktion som publicerer tidsskriftet. Udgiver er Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen. På det tidspunkt hjemmehørende på Jydsk Pædagog-Seminarium, hvor Carsten Jessen var ansat til 1994.

Modtagere af artiklen er omkr. 300 abonnenter, institutioner og private, fortrinsvis med interesse for børne- og ungdomskultur. (Andersen, 2002).

Artiklen er en ekstern tekst, som på overfladen formidler pædagogisk faglighed i forhold til børns brug af computere i børnehaver. Her fremstår Carsten Jessen med sin artikel som ekspert i forhold til emnet.

De konstituerende normer for en videnskabelig tekst er overholdt i hyppig brug af: kildehen-visninger, empiri og dokumentation for påstande.

Af strategiske normer er anvendt en mere almen sprogbrug, hvor den faglige term står i parentes "rammen (konteksten)". For læsere der har svært ved at forstå engelsk er der efter disse citater behændigt kort resumeret pointet uden at det virker nedladende: "Manglen på computere er altså den …." og "Børnene diskuterede med andre ord…."

Forfatterens overordnede formål med teksten er at få institutionerne til at lade computere indgå i det almindelige tilbud af aktiviteter for børnehaverne.

Budskabet i artiklen er at "Computeren modtages … ikke passivt af børnene, og der er heller ikke blot tale om en "afkodning". Der foregår aktivt en bearbejdning af maskine og programmer, som omformer og tilpasser dem til børnenes legeunivers og først her får computeren sin egen rolle og betydning" (s.60).

Det er Carsten Jessen's påstand, at børnene omformer og tilpasser computeren til deres eget legeunivers. Til dette benytter han en del belæg f.eks. side 48, hvor han referer til undersøgelsens materiale hvor to børn på 3 og 4 år tydeligt leger med figurer fra spillet "Millies Math House" uden at bruge dem til at spille med: "tale om en anden anvendelse, end programmerne umiddelbart er tænkt til:" og rygdækningen hentes direkte fra undersøgelsens emperi: "… og meningen er, at man skal give disse figurer forskellige sko på i den størrelse, der passer til dem, for her igennem at lære noget om størrelsesforhold. Tobias rykker lidt rundt med musen uden at det rigtig lykkes at lave noget. Line (4½ år) kommer forbi med en dukke i favnen. Hun sætter sig ved siden af Tobias, kigger lidt og siger så:

- Den lille er 'lillen', og den der, det er moren" (s.48)

Der fortsættes med et andet eksempel, hvor to drenge selv finder på udtryk i et spil, da de har opdaget funktionen: "…På et tidspunkt bliver de trængt op i et hjørne, og har svært ved at komme ud for uhyrerne. Drengen ved piletasterne siger:
- Vi tager sgu en taxa!!
- Jaaee, siger sidemanden syngende, - Vi tager en taxa, taxa...
Figuren flyttes til en af de større prikker på skærmen, hvor den forsvinder for øjeblikkelig at dukke op et andet sted på skærmen.
Kendere af "space"-spil ville nok ikke anvende ordet "taxa", men "teleport", men taxa er en fin betegnelse: Man går ind et sted for at komme ud et helt andet."

For at imødegå kritikken angående fejltolkninger startes op med en gendrivelse, som forfatteren dog hurtigt selv affærdiger: "Eksemplerne her kan naturligvis ses som børns "fejltolkninger" af programmerne og dermed som udtryk for en mangel. Sådan en tolkning er imidlertid kun mulig, hvis man anskuer situationerne udefra, og tilskriver aktørerne (børnene) de intentioner, som programmet lægger op til, men som børnene ikke har" (s.49)

I stedet mener forfatteren, at fejltolkningerne netop er et bevis på, at børnene selv skaber deres lege, og det giver belæg for at "beskæftigelsen med computerprogrammerne er således ikke envejskommunikation, men derimod en interaktiv proces, hvor børnene er aktive producenter af fortællingerne."

Forfatteren forstærker sit udsagn med at bedømme eksemplerne af anvendelsen som "ikke særlig overraskende………, for det samme sker med andre materialer", og i næste afsnit : "Computeren er i høj grad kontekstløs…"

Der kritiseres flere gange andre forskere, mens der fremhæves eget værd: "…En sådan analyse foretages sjældent i forskningen, selv ikke når undersøgelsesmaterialet indeholder relativ klare tilfælde, som i eksemplerne i det følgende afsnit."

Denne påstand er uden hjemmel i artiklen.

Carsten Jessen beskylder også forskningen omkring børn og computere for primært at sætte fokus på det enkelte barns udvikling og helt at overse den sociale betydning: "i høj grad(styrkemarkør) har overset den betydning, det sociale aspekt har for børns udvikling"(s.51)

Rygdækningen hentes fra flere danske forskere: (s.52) "Både almindelige erfaringer og tidligere forskning i skolebørns computerbrug viser, at anvendelsen af computeren foregår som en social aktivitet, uanset om brugen foregår i hjemmet, skolen eller i daginstitutionen (Jensen 1988, Nissen 1993, Jessen 1990 og 1993)".

Forfatteren imødegår gendrivelsen (modargumentet) om, at der kun er en, der kan betjene mus eller tastatur ad gangen med at bedyre, børnenes "meget engageret iagttagelse, dels kommunikerer børnene med hinanden"( og som yderligere rygdækning henviser han til at "nyere medieforskning peger tilsvarende på, at TV-sening ikke er en passiv beskæftigelse, se Rönnberg 1989 og 1994."

I Carsten Jessens emperi gives også konkrete eksempler på at kommunikationen børnene imellem ikke entydigt koncentrerer sig om det, der sker på computerskærmen, men også er socialorienteret: "…som f.eks. hvad der sker, hvordan man kommer videre i et spil eller et program, forslag og ideer til handlinger, kommentarer til det, der sker på skærmen osv. Andet er mere personorienteret, som f.eks. kommentarer om spilleren og måden, der spilles på, og der er også samtale om ting, der intet har med computeren at gøre, som f.eks. fortællen om hændelser i institutionen og hjemme, kommentarer til, hvad der i øvrigt sker på stuen, samt sang, ordleg og rimerier" Og der fortsættes med at henvise til hjemmel for belægget: "Kommunikationen foran skærmen svarer både i form og indhold til den, man finder i øvrig leg eller f.eks. ved tegning. En stor del af kommunikationen kan betegnes som ren leg eller "pjat"."(s.53)

Rygdækningen uddybes med eksempler på sete roller under undersøgelsen: "Der kan i nogen grad udskilles bestemte "roller" foran computeren".

Der er endelig benyttet ekspertargumentet for at øge artiklens troværdighed ved at henvise til en del andre forskere.

Artiklen er bygget op som en videnskabelig tekst, der i den første del præsenterer en række udsagn for ikke at indføre computere i børnehaverne. Artiklen fører igennem flere afsnit en detaljeret modargumentation mod disse påstande. Artiklen må derfor betragtes som en argumenterede tekst. Inden for hvert enkelt hovedafsnit opsummeres der til sidst de mest relevante resultater.

Carsten Jessen indleder sin artikel med at gøre rede for problemet med tilbageblik og opsummering. Derefter præsenteres og begrundes indholdet i artiklen (afgrænsning) med metode og det teoretiske grundlag. Der startes op med tre små eksempler fra undersøgelser (analyse), som benyttes som en foreløbig argumentation og følges op med henvisning til andre forskere (diskussion) og flere eksempler fra undersøgelsen følger.

Artiklen slutter med en konklusion efterfulgt af emner, der ikke har fundet plads i artiklen og en litteraturliste (kilder).

I overensstemmelse med at artiklen er en fagtekst, er sproget tydeligt påvirket af den videnskabelige stil. Tekstens form er upersonlig. Forfatteren bruger datid og aldrig jeg-formen. Carsten Jessen virker meget bevidst i sit sprogbrug og meget refererende til eksempler som fortælles i nutid. Jessens hovedsætninger er ofte lange, han gør tit brug af komma og indskudte sætninger. Hans sprogbrug er alment og ordvalget virker tilsigtet. Han gør hyppigt brug af fagkilder, hvilket gør argumentationen mere troværdig.

Retur

Fra tekstanalysen kan vi udtrække, at Carsten Jessen har belæg og hjemmel for at udtale at computeren som objekt fungerer som et legeredskab for børnene, og at aktiviteten omkring computeren er socialt betinget. Dette stemmer egentligt godt overens med Meads teori, eftersom han mener at børns leg er grundlæggende for barnets selvidentitetsudvikling.

Til gengæld mener Mead at barnets indfaldsvinkel til det sociale samvær er på det enkeltes barns præmisser, og at barnet i børnehavealderen primært leger parallelleg, selvcentreret, med flere roller samtidig og med flydende regler. Det er svært påviseligt hvorvidt legen i artiklen foregår som parallellege, da Carsten Jessen netop mener, at der foregår en interaktiv proces børnene imellem, når de sidder foran computeren.

Carsten Jessen påpeger at forskningen omkring børn og computere i høj grad har været påvirket af de udviklingsteorier der er formuleret af Piaget. Hermed mener Carsten Jessen at perspektivet i forhold til barnets udviklingen er unødigt indsnævret, fordi der ikke inddrages den betydning det sociale aspekt har. Denne betragtning er i overensstemmelse med Mead, idet barnet her er afhængig af kommunikationen med andre mennesker for at kunne udvikle sin selvidentitet.

Vi kan altså konkludere, at der er en rimelig sammenhæng imellem Carsten Jessens budskab; "Der foregår aktivt en bearbejdning af maskine og programmer, som omformer og tilpasser dem til børnenes legeunivers og først her får computeren sin egen rolle og betydning" og Meads teori omkring at definere sig selv gennem samfundet.

Retur

Vi er enige med ham i at computeren ikke er farlig og at indførelsen i daginstitutionerne er berettiget. Noget af det der springer os i øjnene ved Carsten Jessens artikel er, at han kun beskriver argumenter for at indføre computere i børnehaven, mens han helt overser ulemperne. Selv om vi også er positive, kan vi godt se farerne ved at lade små børn sidde alene foran computeren uden tilsyn. Vi mener, at det stadig er vigtigt for børn at motionere, at få frisk luft og udforske den "rigtige verden". Derfor har vi også tænkt, hvorledes computeren skal benyttes i børnehaveregi.

Vores erfaringer med opstillede computere siger at flertallet af børnene godt kan administrere computeren. Enkelte børn, der ikke fungerer godt socialt, finder her en force, fordi de er særligt gode til at spille, og enkelte børn bliver suget ind i computerverdenen. Vi har erfaret, at computeren kan benyttes som specialpædagogisk redskab til grupper af børn.

For at rumme alle er det en god ide med spillelister, hvor barnet skriver sig på og får et vist antal minutter (doseret af et æggeur).

Vi finder det vigtigt, at alle børn lærer instrumentet at kende og får afprøvet dets muligheder, som Carsten Jessen nævner: "på lige for med andre legeredskaber". Men når også børnehavebørn bliver fortrolige med computeren, er det nok et spørgsmål om de ikke bliver mere autoritetstro over for de anvendte computerspil så kreativiteten her går lidt fløjten. Så må man håbe de får tilbudt flere "værktøjsprogrammer" og på den måde bevare lysten til egen skabertrang.

Vi har registreret at Carsten Jessen sidder i redaktionen samme sted, som han skriver artikler til. Dette kan være betænkeligt i forhold til hans troværdighed.

Retur

Computere er ikke enestående til at udvikle relationer imellem børn, men computeren skal betragtes som er et redskab, der opstiller konkrete rammer, hvori børnene kan agere. Dvs. børnene benytter computeren som element i legen og derved som løftestang i deres indbyrdes relationer.

De rammer som computeren tilbyder er blandt andet muligheden for fordybelse omkring en fælles aktivitet. Disse aktiviteter kan veksle fra spænding og aktion til nærvær og hygge. Indenfor disse aktiviteter har udviklingen af sociale relationer gode vækstmuligheder, fordi computeren kræver engagement af dens udøvere.

Den er et godt redskab til udvikling af sprog og fantasi, blandt andet fordi børnene opfatter computeren som kontekstløs, dvs. de kan benytte computeren til det de har lyst til, selvom programmet ikke var tiltænkt den funktion.

Vi kan altså konkludere at computeren har egenskaber der virker fremmende for børns sociale relationer.

Retur

Carsten Jessens forskning er med til at argumentere for en anerkendelse af brugen af computere i børnehaver. Selv om vi kan se at det går lidt trægt, artiklen er fra 1995, er der ingen tvivl om, at den er på vej ind. De fleste børn kender også computeren fra hjemmet, ved 6-7 års alderen har 9% selv en på eget værelse (Drotner 2001) og betragter den måske ikke som noget særligt.

I diskussionen om brug af computere er det vigtigt at indrage både personale og forældre for herigennem at mane uroen i jorden. Det er vigtigt, at man bliver bevidst om, hvad computeren er god til, og hvor det er rigtigst ikke at benytte den. Som forældre er man bange for, at personalet vil placere børnene foran computeren til passiv underholdning, og personalet er usikre på, hvordan de pædagogisk kan anvende den. Derfor kræver det en god debat i daginstitutionerne.

Computeren er et fantastisk instrument med uanede muligheder for børn i alle aldre. Muligheder som de færreste havde drømt om for bare en menneskealder siden, og børn i børnehaven skal også opleve disse muligheder. Her kan der eksperimenteres, udforskes, findes løsninger og skabes produkter og som regel med et for børnene godt resultat.

Det vigtigste for børnehaven som institution er at begrænse forbruget til det rimelige og så sørge for at kvaliteten er i orden, for her ligger måske den største fare ved brug af computeren og dens programmer.

Retur

Becker Jensen, Leif (1997): Indføring i tekstanalyse. Roskilde Universitetsforlag.

Drotner, Kirsten (2001): Medier for fremtiden: Børn, unge og det nye medielandskab. Høst.

Hansen, Jakob (2002): Computeren giver fantasien et spark bagi. In Samvirke, oktober 2002.

Hansen, Mogens m.fl. (1995): Psykologisk-pædagogisk ordbog. Gyldendal.

Jacobsen, Benny m.fl. (1998): Sociologi og modernitet. Columbus

Jessen, Carsten (1995): Computeren i børnehaven - Rapport fra et forsøgsprojekt. In Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur nr. 35, Børne- og Ungdomskultursammenslutningen, c/o Jydsk Pædagog-Seminarium

Jessen, Carsten (1999): Det kompetente børnefællesskab og Computerspil og legekultur.
Arbejdspapir, Børne- og Ungdomskultur. Odense Universitet.

Sørensen, Birgitte Holm og C. Jessen (2000): "Det er bare noget, der er lavet…". Medierådet.

Andersen, Karsten: BUKS, Telefonsamtale

Jessen www, Carsten Jessens Website: www.carstenjessen.dk

Retur