"Tiden kom da der skulle pløjes stubmark i 1949, en dobbeltplov med 3 heste for var i gang langt ude på marken. Det var sikkert Jørgen. De to andre drenge Frede og Johannes var også blevet store nok til, at de kunne pløje med hesteforspand, og var lidt længere væk, men på samme mark. Jeg kunne se det hele fra vores egen mark, hvor jeg gik og kedede mig lidt. Vejret var let diset med slørskyer.

I baggrunden over Rytterknægten stak en lille mørk sky op. Det knitrede lidt og rumlede. Jeg tænkte at det nok var et lyn der slog ned i Tyskertårnet. Det var vi vant til. Men jeg undrede mig lidt over at skyen nærmede sig Staalegaard lidt til havesiden. 

Lidt efter hørte jeg lyden fra udrykningskøretøjerne i det fjerne, samtidig kom mange private til i vældig fart. Lidt efter kom  Zonen og CF-kolonnen. Aldrig havde jeg set så megen trafik. 

Da der blev lidt mere ro i trafikken vovede jeg trods advarsler at løbe op til gården nær indkørslen. Der så jeg gårdejer Pedersen komme til sin gård fra et møde.
- "Ja, sådan ser her ud", hørte jeg ham sige let gestikulerende. Så gik han nord om staldbygningerne. Jeg gik ind i haven lige ved vognporten. Mens jeg gik så jeg en del glas var i stykker i drivhuset, og i det samme gik der ild i træet ved taget i gavlen til stuehuset. Jeg hørte en kommando om, at få ilden slukket, og jeg så, at der kom vand på det antændte træ. I det samme kom en uniformeret mand frem og sagde, at jeg skulle væk der fra i en fart. Alt dette varede ikke længere end det ville tage at gå 30 hurtige skridt. 

Jeg kom ud af et hul i hækken nede i haven. Der så jeg nogle brandslanger. Dem fulgte jeg væk fra gården og hen forbi smeden. En af Zonens pumper stod ved åen og sendte vand op til Staalegaarden med en masse larm. Måske var afstanden omkring 500 meter. Derfra gik jeg hjem og fulgte resten på afstand. Jeg så Staalegaardens vindmølle synke sammen. 

Et par dage efter så jeg, at drivakslen til vindmøllen var krøllet sammen, ligesom et forvredet papirclips."

Henning A. Pedersen