Staalegaard

Retur


Staalegaarden har været i slægtens eje i 280 år. 

Jens Hansen købte en bondegård.
Staalegard er 60.(og 58.) selvejergård i Aaker Sogn. Den hørte oprindeligt som fæstegård under Vallensgård som ejedes af kongen. Jens Hansen forpagtede gården fra 1719, men da kongen i 1725 ville sælge slog Jens Hansen til og blev så den første selvejerbonde på gården. Siden har Staalegaard været i slægtens eje. Oftest efter den bornholmske skik: at yngste søn "gårddrønten" overtog gården efter sin far.

Rækkefølgen:

Nr.

Årstal

Ejer

Familiebånd

1 1725 - 1750 Jens Hansen Første selvejer
2 1750 - 1780 Peder Jensen Yngste søn
3 1780 - 1825 Jens Pedersen Yngste søn
4 1825 - 1856 Peer Jensen Yngste søn
5 1856 - 1909 Jørgen Peter Peersen (min tipoldefar) 3. af 6 sønner (nr. 4 af 10 børn)
6 1909 - 1913 Chr. Hansen + Julie Jørgen Peersens svigersøn til 7. datter
7 1913 - 1928 Johannes Mathias Pedersen Næstældste søn af Jørgen Peersen
8 1928 - 1960 Aksel Johannes Pedersen Ældste søn
9 1960 - 1995 Frede Peter Pedersen Yngste søn
10 1995 - Lars Jørgen Pedersen Eneste søn
       

Staalegaardsstol.

Denne stol har jeg fået fra min far, der har arvet den fra sin mor, der fik den fra sin mor, der fik den af sin far Jørgen Peter Peersen, da hun flyttede hjemmefra omkring 1880. 

Jørgen Pe(d)ersen

Marie Pedersen (gift Trommer)

Frida Trommer (gift Aagesen)

Paul Aagesen

Jens Aagesen

Stolen skulle efter overleveringen være tilvirket af Staalegaardsbonijn og foræret til hver af "sina bælla". Er der andre der kan bekræfte historien og måske har tilsvarende stole stående?

Stolen her havde rødt plys på sæde og rykke da jeg så den første gang. Måske var der oprindeligt svinelæder?

Mandestol.
Stolen er en såkaldt "bágstol" (mæ ejn bág = ryg)beregnet for mandfolk i modsætning til en "sædestol" (mæ sædebond) der var for kvindfolk.

 


Staalegaard omkring 1916.

Staldbygninger nedbrændt

Staalegaards staldlænger nedbrændte efter et lynnedslag 21. september 1949. Stuehuset slap med afsvedede vindskeder. En af dem der oplevede branden på nært hold var Henning Pedersen, der seks år tidligere var flyttet til ejendommen Valhøj få hundrede meter på den anden side af den brostensbelagte landevej. Henning fortæller:

"Tiden kom da der skulle pløjes stubmark i 1949, en dobbeltplov med 3 heste for var i gang langt ude på marken. Det var sikkert Jørgen. De to andre drenge Frede og Johannes var også blevet store nok til, at de kunne pløje med hesteforspand, og var lidt længere væk, men på samme mark. Jeg kunne se det hele fra vores egen mark, hvor jeg gik og kedede mig lidt. Vejret var let diset med slørskyer.

I baggrunden over Rytterknægten stak en lille mørk sky op. Det knitrede lidt og rumlede. Jeg tænkte at det nok var et lyn der slog ned i Tyskertårnet. Det var vi vant til. Men jeg undrede mig lidt over at skyen nærmede sig Staalegaard lidt til havesiden. 

Med et lynede og bragede det. Hestene, der var spændt for ploven, blev ustyrlige og måtte bindes til et træ, og straks efter begyndte det at brage helt usandsynligt højt. Branden på Staalegaarden var i gang og de splinternye eternit- tagplader sprang på grund af varmen. Det larmede mange gange værre end når hjemmeværnet holdt øvelse. 

Lidt efter hørte jeg lyden fra udrykningskøretøjerne i det fjerne, samtidig kom mange private til i vældig fart. Lidt efter kom  Zonen og CF-kolonnen. Aldrig havde jeg set så megen trafik. 

Da der blev lidt mere ro i trafikken vovede jeg trods advarsler at løbe op til gården nær indkørslen. Der så jeg gårdejer Pedersen komme til sin gård fra et møde.
- "Ja, sådan ser her ud", hørte jeg ham sige let gestikulerende. Så gik han nord om staldbygningerne. Jeg gik ind i haven lige ved vognporten. Mens jeg gik så jeg en del glas var i stykker i drivhuset, og i det samme gik der ild i træet ved taget i gavlen til stuehuset. Jeg hørte en kommando om, at få ilden slukket, og jeg så, at der kom vand på det antændte træ. I det samme kom en uniformeret mand frem og sagde, at jeg skulle væk der fra i en fart. Alt dette varede ikke længere end det ville tage at gå 30 hurtige skridt. 

Jeg kom ud af et hul i hækken nede i haven. Der så jeg nogle brandslanger. Dem fulgte jeg væk fra gården og hen forbi smeden. En af Zonens pumper stod ved åen og sendte vand op til Staalegaarden med en masse larm. Måske var afstanden omkring 500 meter. Derfra gik jeg hjem og fulgte resten på afstand. Jeg så Staalegaardens vindmølle synke sammen. 

Et par dage efter så jeg, at drivakslen til vindmøllen var krøllet sammen, ligesom et forvredet papirclips."

Henning A. Pedersen


Staalegaards udlænger brændte da lynet slog ned 21. september 1949. Her efter genopførelsen 1950.

Samlingssted.

I de 32 år Aksel Pedersen havde Staalegaard (1928 - 1960) var der et godt samarbejde mellem gården, Luthers Missionsforening og Aa Kirke. Der blev holdt søndagsskole for omkring 30 børn. Der var studiekredse om vinteren, hvor der blev lavet flotte lædervarer, som blev solgt på intern aktion. I isvintre kom mange for at tilbringe fritiden med at løbe på gårdens 2 tilfrosne damme. Her blev der lavet en "Kattasnorra" og der blev løbet på skøjter.

Der var også en ungdomsforening, som havde mange sjove møder rundt omkring på gårdene. Der var store møder som samlede store menneskemængder også på landsplan. Modsat var Aksel Pedersen til mange møder på Sjælland.


Tipoldefar Jørgen Peter Pedersen levede 1830 - 1914


Staalegaards længer 1970

 

Retur

Retur til Anetavle