Køretøjer

Køretøjer

For en frisk dreng har det altid været sjovt med køretøjer. Jeg fik min første cykel af min bedstefar. En rød cykel med navnet "Astoria". Den lærte jeg at køre på. Senere var der faktisk flere andre, der lærte at køre på den.

Da den blev for lille skaffede min far mig en rigtig gammel skærveknuser. Den havde vist tilhørt værkfører Rasmussen. Sort og rigtig tung og selvfølgelig helt uden gear. Den var svær at klare Snorrebakken med. Men den gav gode benkræfter, var uopslidelig og holdt derfor længe, til trods for at jeg var avisbud.

Da jeg blev konfirmeret ønskede jeg mig en ny cykel, og valgte en "Speed" med blanke skærme. Den var rigtig smart, og styret kunne indstilles i forskellige positioner. Den overtog min lillebror, da jeg fik knallert.

Så blev jeg motoriseret

Min elskede Puch

Rundet de 16, 2. april 1949, havde jeg sparet penge nok på avisruten til en ny knallert. Den blev købt i Østergade hos Larsen. "Puch de Luxe". Holdt da op hvor var den flot. Den blev pudset og plejet.

Den skulle jo også skilles ad. Jeg kom til at spænde en bolt i motorblokken så den knak. Min far spurgte fornuftigt hvorfor jeg dog havde skilt den ad, når der ikke var noget i vejen. Siden har jeg faktisk aldrig selv rørt en motor. Det viste sig at den heldigvis kunne laves.

Jeg har kørt Bornholm rundt på en dag. Det syntes jeg var en bedrift jeg simpelthen måtte klare. Det gik også godt indtil Nexø, hvor en tysk Mercedes pludselig kom ud fra en sidevej. Jeg fik skylden indtil en taxichauffør kom hen og blandede sig. Så enden blev jeg slap med en lufttur hen over køleren, mens tyskeren fik en bule i sin forskærm.

Ellers kun kørt galt en gang, hvor jeg tog håndbremsen i et sving. Jeg har stadig arret i knæet.

Den meget velholdte knallert blev solgt til Jens Bladt for 600 kr. Et fund. Den havde ikke en rustplet. Men hvor er den nu?

5 biler
NSU - Morris - Renault - Renault - Fiat

Jeg har kun haft 5 biler. Det skyldes nok, at jeg har svært at skille mig af med noget man er kommet til at holde af.

Hjemme i egen bil

Min første bil. NSU Prince.
Min onkel, Ludvig Olsen, var værkfører hos Ferdinand Jørgensen i Østergade. En dag kontaktede han min far. Han mente han lige havde fundet en bil til mig. Jeg tror jeg gav 500 kr. for den. Mange penge for en lærling, men jeg klarede den.

Den havde motoren bag i og kørte på to cylindre, så den var billig i drift. Desværre var der kun to døre foran, så jeg havde mit hyr med at få værktøjskassen ind på bagsædet.

Populært transportmiddel.
Om aftenen var den rar at have når jeg skulle ud at spille. En aften efter vi havde spillet i Rønne, fik vi stoppet 11 mennesker ind i den. Et par stykker ragede godt nok uden for, men de kom med fra Hotel Bornholm ned til Ole Andreasens hus, der lå nede i kolonihaverne i det nuværende Rønne Syd. Hvor min onkel Ludvig for øvrigt også havde kolonihavehus. Heldigvis så han os ikke

Morris Mascot. En lille grå varevogn. Købt af gamle P.W. Sode. Han og far sad bagi og snakkede om gamle dage, mens jeg fik en prøvetur. Den havde vist nok tilhørt en af P.W. Sodes sønner og kørt i København. Dejlig vogn for en tømrer, der nogen gange også kørte musikinstrumenter. Desværre måtte jeg opgive den, da jeg flyttede over for at studere.

Renault Daphine. Hjemme igen 1977 fandt min far og Finn en ældre model af en Renault 1955 der de sidste mange år havde stået i en garage hos en gammel dame. Jeg fik den billigt. Nyuddannet med studiegæld, men med små børn gjorde den stor lykke. Men en dag fik vi øje på en nyere brugt hos Sommers Auto. Gjorde en god handel, men inden vi endeligt fik byttet bilerne røg baghjulet faktisk helt af og vi måtte slæbes hen til værkstedet med tak for lån.

Igen en Renault

Renault 6.

Rigtig god bil. God plads, både til personer og varer, hvis man slår bagsædet ned.

Holdt næsten 20 år. Selv om den var købt brugt.

Længste tur var til Hamburg. Fire voksne og fire børn på en dags tur fra Lolland ned ad den tyske autostrada med 130 km/t. Vi følte vi fløj af sted indtil en tysk mercedesoverhaling fik os til at føle vi havde parkeret.

Franske biler har det med at ruste. En dag hvor jeg kom til at fjerne måtten, kunne jeg se den solbeskinnede asfalt. Næste bil måtte have en bedre bund.

Årets bil

Fiat Tipo. Årets bil 1989.

NS 30.058

Fiat Tipo 1400.

Galvaniseret karrosseri, bagklap i glasfiber. Det måtte være sagen.... Den holdt 18 dejlige år! Den bedste bil jeg har haft indtil nu. Var altid frisk til at starte på Bornholm, men....
den var altså ikke vild med at køre udenø's.

Første gang på sommerferien i 1989, holdt den stille på Storebæltsfærgen uden at ville sige en lyd! Da den jo holdt lidt i vejen blev vi skubbet i land. Benjamin flovede sig over der på bagruden stod "årets bil"!
Da vi havde holdt lidt, prøvede jeg at starte, og så kørte den fint. Helt til Vejle.
Dagen efter fik vi lige et tjek hos Fiat-mekanikkeren, der undrede sig over at vi havde kunnet køre for egentlig fik den ikke noget benzin.

Næste sommer var der problemer da jeg skulle køre fra familien på Fyn. Koblingen virkede ikke og den ville heller ikke rigtig i gear. Så det blev et kærligt gensyn med Fiat i Vejle igen.

Jeg fik altid bilen tjekket hos det autoriserede Fiatværksted inden jeg skulle på sommerferie. Sidste gang var da vi skulle til Sverige igen i sommerferien. Jeg havde kørt en lille tur søndag efter olieskiftet, men ellers var den lige gjort ferieklar.
Mandag morgen bakker jeg ud af garagen. Fylder hele bilen med diverse feriekluns. Familien sætter sig ind, og jeg bakker ud. En meget sort stribe følger bilen hele vejen ud og jeg må lige se hvor det kommer fra. Da jeg kigger under motoren ser jeg bundfilteret hænger løst og da jeg tager om det står jeg det med i hånden, mens den sidste olie løber ud.
Færgen ventede ikke, men da værkstedet åbnede klokken 8, var de så venlige at komme med et "endnu" nyt filter og denne gang blev det spændt ordentligt på.

Siden fik jeg aldrig bilen efterset, den har kørte upåklageligt i 18 år. Vi skiltes som venner.

Mazda 3. 1600cc

Mazda 3

Der er sket en udvikling på de 18 år.

18. juli 2007 blev jeg overbevist om at køre japansk. Specielt efter en tysk undersøgelse, der viste de tyske biler langt nede på rangstigen, hvorimod de japanske Toyota og Mazda har skiftedes til at føre de sidste mange år.

Og indrømmet. Det er virkelig en dejlig bil.

Retur